Naturen og pesticiderne
Pesticidforvaltningen i Danmark har de sidste mange år været præget af manglende vilje og ressourcer til at nå de beskedne, men højst påkrævede mål for naturbeskyttelse. Samtidig afslører stadig flere forskere, at pesticider har alvorlige og utilsigtede effekter på vores natur, miljø og sundhed. Med Grøn Vækst har regeringen meldt ud, hvordan de mener, forvaltningen af pesticider skal foretages.

Fremtidens pesticidforvaltning
Er ambitionsniveauet i Grøn Vækst tilstrækkeligt? Og hvordan bør pesticidforvaltning ellers udformes, hvis vi skal sikre natur, miljø og sundhed og samtidig tilgodese erhverv og økonomi? Det inviteres forvaltere, forskere, lodsejere og andre interessenter til at diskutere ved årets Wilhjelmkonference.

Wilhjelm +8
Wilhjelm+8-konferencen markerede det 8. år for udgivelsen af Miljøministeriets Wilhjelmrapport i 2001. Endnu en gang var det studenterkomiteen under Danmarks Naturfredningsforening ved Københavns Universitet, der planlagde og afholdte Wilhjelmkonferencen.

Wilhjelmkonferencerne
Målet med Wilhjelmkonferencerne er at kombinere en videnskabelig og forskningsbaseret indgang til et naturpolitisk emne og kombinere dette med, hvordan den biologiske viden sættes i relation til konkret forvaltning af den danske natur. Dette gøres ud fra en grundholdning om, at Nils Wilhjelms ord fra 2001: ”Kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har aldrig været så ringe” ikke fortsat må være sande.

Venlig hilsen Planlægningskomiteen