Wilhjelmkonferencen vil i år omhandle forvaltningen af de danske skove og hvordan de kan rumme de mange forskellige interesser som ressource for tømmer, rekreative formål og også udgøre vigtige levesteder for en forskelligartet flora og fauna. Det går tilbage for de arter, som er tilknyttet skov og det store spørgsmål er, hvordan vi fremmer biodiversiteten i de danske skove, når der også er andre hensyn at tage. Derfor sætter Wilhjelmkonferencen fokus på, om det er muligt at imødekomme de mange forskellige interesser og samtidig beskytte og fremme betingelserne for flora og fauna. Alle natur- og miljøinteresserede inviteres derfor til en hel dag fyldt med spændende oplæg og relevante diskussioner. 

Konferencen vil blive indledt med en historisk gennemgang af de skovpolitiske tiltag, der har formet de skove vi har i dag. I løbet af formiddagen vil der blive sat fokus på nogle af de arter, som afhænger af skovene for deres overlevelse, samt komme bud på, hvordan hensynet til biodiversitet og rekreative formål kan kombineres med produktion. Efter frokost er der mulighed for at høre en privat skovejers synspunkter, Den Danske Naturfonds visioner for deres skovarealer samt hvordan skovejerne kan motiveres. I løbet af dagen vil der være debatter og når dagen ender, er vi alle forhåbentligt blevet lidt klogere på hvordan vi i fællesskab kan tage ansvar for de skove, vi alle holder så meget af.